Båltale til Sankt Hans 2019

Om Tenna Vagner

Tenna Vagner er Flys lokale forfatter. Hun skriver fantasy-bøger til unge og fantasifulde voksne. Hun er på trapperne med de to første romaner i serien Sandrytteren, som udkommer på forlaget Calibat.

Følg Tennas forfatterliv på Facebook

“Godaften Fly. Mit navn er Tenna Vagner og jeg er jeres venlige, lokale forfatter. Tusind tak fordi jeg må være årets båltaler.

Der har lige været valg og folkemøde, og med så mange politikere samlet samme sted, er det jo fristende at overveje, hvem man gerne vil futte af på bålet i aften. Personligt synes jeg, at politikkerne har haft tilstrækkeligt taletid og fokus den seneste tid, så denne båltale skal handle om os. Om dig og mig. Og noget, som er mere nært og grundlæggende end tv-debatter og valgløfter og tættere på hjemmet end Christiansborg og Bornholm.

Emnet for min tale vedrører os alle – børn, unge, voksne, og det er de urimeligt høje krav, vi stiller til os selv.

Jeg vil ikke tale så meget om, hvad skolerne, kommunerne eller medierne kan gøre for os, men i stedet, hvad vi kan gøre for at hjælpe os selv og hinanden.

Når man kigger på en tilværelse – uanset, om der er tale om et barn, en ung, en voksen eller en livserfaren, så har vi en blanding af kontrol, indflydelse og vilkår i vores liv. Der er i virkeligheden ikke meget, som er fuldstændig kontrollerbart, men mere, som vi har indflydelse på, og rigtig meget der er vilkår.

Kontrollen er de – ofte små – ting, som vi styrer 100% – f.eks. om vi tager den gule eller røde trøje på eller om vi står op eller snoozer en ekstra gang. Så snart der er andre mennesker med i ligningen, er vi heldige, hvis vi har indflydelse.

Alle jer, der har børn kan med garanti huske mange gange, hvor det var tydeligt, at jeres små eller store var uden for kontrol eller indflydelse.

Der findes heller ikke den kvinde, som ikke på et eller andet tidspunkt har haft lyst til at udøve kontrol over sin mand og hans påklædning. Særligt hvis han går med sokker i sandalerne. Mænd er dog ikke lige sådan at kontrollere – og heldigvis for det.

Fælles for os alle er, at vi let kan komme til at sidde fast i vilkårene, når de irriterer, os, støder os, gør os kede af det eller på anden måde vækker noget ubehageligt i os. Problemet her er, at vi er magtesløse – vi har hverken indflydelse eller kontrol over situationen, og det frustrerer os til et punkt, hvor vi har svært ved at lade det være eller tænke i alternativer.

Prøv engang at huske tilbage på sidste gang, du havde svært ved at stoppe med at tænke på et uønsket vilkår på din arbejdsplads, lovgivning, naturkatastrofer, flygtningestrømme eller noget i forbindelse med føromtalte valg.

Som almindelig enkeltperson kan vi ikke rykke ved det store billede, men det betyder ikke, at vi ikke kan søge indflydelse på andre måder. Desværre fører frustrationerne ofte til at vi taler og taler om vilkårene uden at foretage os noget.

I Danmark er vi udråbt til at være ét af verdens lykkeligste folk, men vi er også eksperter i at brokke os – særligt over de ting, som vi ikke rigtigt kan gøre noget ved. Det bringer os i fare for at sidde fast i en vilkårs-karrusel, som drøner rundt og rundt – drevet af grublerier, irritationer og bekymringer. Vi bruger vores krudt på vilkåret og bliver ofte passive i konstruktiv handling og blinde for det, vi rent faktisk kunne stille op. Vi glemmer, at uanset hvad livet byder os, kan vi søge indflydelse. Måske ikke lige der, hvor vi kunne ønske at herske enevældigt, men lige ved siden af.

Til dagligt arbejder jeg med unge og unge voksne, som har haft rigtig svære livsvilkår at bakse med. De bliver ofte forskrækkede, når jeg indbyder dem til at bruge den indflydelse de har, som er uafhængig af de – til tider – frygtelige vilkår i deres liv. Skal jeg gøre noget? Ja. Det skal du, hvis du vil ændre på noget.

Det er almindeligt, at man bliver usikker, hvis man skal gøre noget, som bringer én selv i spil. Det ville være lettere, hvis andre gør noget. Det gør de også tit, men nogle ting er der kun os selv til at gøre.

Det er også  unge mennesker, som jeg skriver mine bøger til, og nutidens unge – den såkaldte generation Z eller millennialsne – har været i fokus i medierne gennem en årrække fordi stress, opmærksomheds- og angstdiagnoser vælter ned over dem. Derfor er det også oplagt for mig at sætte et særligt fokus på dem, når jeg nu har fået taletid her i aften.

Vores unge mennesker har et helt særligt vilkår. De er ikke rigtig voksne, men de er heller ikke længere børn. Deres hjerner er ikke helt gennembagte endnu, og jeg plejer altid at sige, at ethvert ungt menneske bør have lov til at klistre et skilt i panden efter behov, hvor der står ”lukket på grund af ombygning”.

Det har aldrig været let for den unge at være ung, men det bliver heldigvis lettere med alderen. Og det er selvfølgelig gratis for mig og alle andre voksne at komme med den påstand, fordi vi allerede har gennemgået processen.

De unge skal navigere i en verden med krav og indviklede vilkår, og når de ser sig omkring, virker det som om alle andre jævnaldrende har regnet den ud. Nu er vi kommet til den ting, jeg virkelig ønsker at smide på bålet i aften:

Vores higen efter det perfekte. Ikke at forveksle med at være ambitiøs, men higen efter det perfekte. Misforståelsen af, at det perfekte er et vilkår, som vi ikke kan slippe udenom, og som vi må gøre alt i vores magt for at opnå for ikke at skille os ud eller fejle med eftertryk.

Den perfekte uddannelse, der fører til det perfekte job. Den perfekte bolig, som engang skal danne rammen om den perfekte familie sammen med den perfekte partner.

 Det kan godt være, at vi ikke vil indrømme over for os selv eller andre, når vi stiler så højt, at det gør os forpustede og giver os knugende fornemmelser i maven ved tanken om, at vi ikke kan leve op til det. Men vi gør det alle sammen i én eller anden grad. Nogle mere end andre, og de unge i særdeleshed. Og mangler de inspiration kan de bare tænde for et af de utallige sociale medier, hvor deres venner, fjender og idoler lægger glansbilleder op. Motiver, som de unge sammenligner sig med og fejlagtigt tror, de skal matche.

Skulle det ske, at den unge kommer i bekneb for perfekte billedposts med nøje udregnede selfievinkler, så smækker han/hun da bare et digitalt filter på et middelmådigt motiv. Væk med bumser og sorte rander under øjnene med et klik, og problemet er løst. Pyha. Nu ligner jeg alle de andre, som naturligvis har indbygget stylet morgenhår og stjerneglimmer over øjnene, når de vælter ud af deres senge i silkepyjamas, spiser af nøje konstruerede morgenmadsplatter og drikker kølige greenies.

Mine damer og herrer. Vi har en ond cirkel.

Mange af vores unge – og sikkert også en del voksne – har en forestilling om at de skal opnå gude- eller gudindelignende tilstand. Intet mindre kan gøre det.

Hvis vi tager udgangspunkt i kvinden, så er hun let at forestille sig. Stående på en græsk marmorsøjle, der er smykket i efeu. Hun er smuk, slank og veltrænet – også selvom hun har født 3 børn.

Der er ingen strækmærker, og rynker, deller og appelsinhud findes slet ikke her. Colgate-smilet er afstemt og neglene lækre med fransk manicure. Ud over det ydre er hun selvfølgelig et dejligt menneske. Hun er klog, gavmild og sjov. Selvtilliden er i top, men hun er samtidig ydmyg og empatisk.

Når hun så står der og er fantastisk – selvfølgelig uden, det stiger hende til hovedet – så glider skyerne til side og bader hende i glitrende lysstråler, mens Händels Messias gjalder ud fra buttede englebørns guldtrompeter. Kan I se det for jer? Halleluja, halleluja, halleluja.

Overdrevet? Helt bestemt, for hun findes ikke, og alligevel bliver unge kvinder ved med at pejle efter hende og drengene pumper løs i motionscenteret på vejen mod Adonis. 

Det er et vilkår, at unge mennesker skal forholde sig til, hvad de vil uddanne sig som, før mange af dem aner, hvad de vil være. Det er et vilkår, at man ikke kan holde sig ajour med alle sociale medier og samtaler på messenger, lave lektier til 12-taller, træne hver dag, være sammen med veninderne og kæresten, gå i byen og blive hjemme, have fritidsjob, dyrke 3 slags sport, spille et instrument og stadig få de 9-10 timers søvn som anbefales til de ældste teenagere. Det er et vilkår, at man ikke kan have 30 års livserfaring, hvis man kun er 18 år. Hvorfor synes de unge så at fare af sted mod overbelastnings-afgrunden med speederen i bund?

Det er for let at lade hele ansvaret for børn og unges mistrivsel hvile på børnehaven, folkeskolen eller de nationale tests. Nogle vilkår i rammerne omkring vores børn og unge kan være dybt åndssvage, uretfærdige eller måske direkte skadelige – det vil jeg ikke anfægte, men det betyder ikke, at vi ikke kan søge indflydelse og måske gøre tilværelsen lettere for dem, der skal drible vilkårene til dagligdag.

Hvad kan jeg selv gøre? Hvor mange gange har du spurgt dig selv om det den seneste uge?

Eller har du, som mange andre danskere, lettere ved at zoome ind på, hvad kommunen, lærerne eller politikerne skal gøre ift. unges mistrivsel og stigende stressniveau? Har de unge mennesker her på pladsen overvejet, hvad de kan gøre selv eller sammen med deres jævnaldrende for at få indflydelse på deres egen trivsel?

Jeg havde engang en samtale med en ung dame i midt teenageårene, som gennemsnitlig fik 6 timers søvn i hverdagene, fordi hun skrev med sine venner om aftenen. Der var ikke én af dem, der koblede deres manglende overskud til at komme ud af fjerene om morgenen sammen med de sene aftenstunder i digitalt samvær. Da jeg først foreslog hende at være forgangs-helt og logge tidligere af, blev hun ramt af skrækken for at gå glip af noget, eller endnu værre: at ryge ud af det gode selskab. Det faldt hende slet ikke ind, at hendes venner også kunne have brug for at komme i seng før midnat. Som eksperiment skulle hun ærligt fortælle dem, at hun gerne ville i seng tidligere, fordi hun havde svært ved at stå op om morgenen og var træt i skolen.

Alt det hun frygtede, skete heldigvis ikke. Til sin store overraskelse erklærede flere i gruppen, at de også var trætte i dagligdagen og gerne ville have mere søvn. Det endte med, at hele flokken i fællesskab gjorde en indsats for at afskaffe vanen med natchat på foranledning af en meget modig teenager. Ingen af dem gik glip af noget, ingen blev ekskluderet, og alle oplevede at sove mere og bedre. Og hvad vigtigere er: De punkterede den fælles misforståelse af, at alle de andre kan holde til det hele.

For jer, der ikke kender noget til forlagsbranchen, så kan jeg fortælle, at den har mange svære vilkår, begrænset indflydelse og ekstremt lidt kontrol for dem, som gerne vil udgives ved de etablerede forlag. Vilkårene slår ofte forfatterspirer ud af kurs eller måske helt af spillepladen tidligt i processen.

De tror, de skal levere det samme som alle de etablerede forfatter, der synes at stå på den føromtalte piedestal og stråle. Anmelderroste ekvilibrister, der skriver under på en ene bogkontrakt efter den anden, optræder i Godaften Danmark og får filmatiseret deres bøger.

Noget af dét, jeg har set give allermest håb og anerkendelse i alle lejre af forfatterverdenen er, når én af de tilsyneladende perfekte forfattere inviterer om bag filteret og fortæller om, hvor mange ubrugelige manuskripter, de kasserede, hvor ofte de stadig tvivler på deres evner, og hvor mange ubegrundede standardafslag de fik, før et forlag lukkede døren op.

Når man har brugt 1000 timer og adskillige liter hjerteblod på noget, der ikke gør sig fortjent til mere end 2 linjer med copy-paste-afslag fra drømmeforlaget, og man skal tage sig selv i nakken og fortsætte, så hjælper det at vide, man ikke er alene. Det hjælper i særdeleshed at vide, at stort set alle har taget den samme stenede vej op ad bjerget.

Eksemplerne her er bare to af mange, der viser at når én person modigt lader noget af facaden falde, så vil flere følge efter. Der kan være masser af ubehag i form af angst og usikkerhed forbundet med at stå ved og vise, at man er gennemsnitlig eller under middel steder i sit liv – selv til vores nærmeste. Samtidig oplever både voksne, unge og børn ofte også en enorm lettelse ved oprigtigheden. Når de fjerner noget af det pres, som de lægger på sig selv for at leve op til, hvad de tror alle andre har og forventer af dem, er det lettere at trække vejret helt ned i maven. Oveni overraskes de over, at andre kan have det på samme måde, og måske endnu mere: at andre tager imod deres upolerede ydre og indre med venlighed.

Hvorfor er det så så svært bare at afskaffe vores higen efter det perfekte, når vi er så meget mere rummelige overfor andres sårbarhed eller almindelighed end vores egen?

Fordi vi af usikkerhed opstiller ét sæt regler for alle andre og ét der er striksere for os selv. Tvivlen nager, og vi oplever at have mere på spil. Vi skal leve sammen med og forsøge at kæmpe imod vores egne negative tanker og overbevisninger om, at vi ikke er gode nok, som vi er – uanset, hvad andre fortæller os.

Der er derfor jeg flere gange har spurgt dig: hvad kan du selv gøre? Vi er ingenting uden hinanden, men nogle ting er vi nødt til at snakke med os selv om. Hvis du har bestemt dig for, at kun det optimale er godt nok, så betyder det ikke nødvendigvis et dyt, hvad andre siger til dig.

Hvad kan jeg så gøre som voksen for at bakke op om min teenager?

Du kan hjælpe dit unge menneske til at mærke og respektere deres grænser og bruge den indflydelse, de har – uanset alder. Ansvaret skal passe til de unge – hverken for meget eller for lidt. Du kan også hjælpe med at styre udenom vilkårs-karrusellen.

Voksne kan gøre deres unge mennesker den tjeneste at huske sig selv på, at de har glemt, hvordan det er at være 15. Det kan godt være, at vi voksne tror, vi kan huske det, men det kan vi ikke. Vi kan ikke huske, hvordan det er, når usikkerheden og angsten buldrer for fulde hammer i kombination med meget mindre livserfaring, end vi har i dag. Hvis vi vil forstå, hvordan det er at være ung, så må vi lytte – og af og til holde kæft – når vores unge mennesker fortæller os, hvad der er inde i dem.

Som noget af det vigtigste kan vi voksne kan også vise vores unge, at vi ikke er bange for at stå ved vores egen almindelighed og fejlbarlighed. Hvornår har du sidst sagt ”undskyld, jeg tog fejl” til din teenager? Eller hvad med: ”Sådan har jeg ikke lige tænkt på det før nu. Jeg tror, du har ret” Hvornår har du sidst sagt det til nogen som helst?

Man taber ikke ansigt ved at tage eller lave fejl – også selvom man er den ældste.

Hvad kan jeg så gøre selv som ungt menneske?

Du kan stole på din evne til at mærke dine grænser – hvis noget føles helt forkert, så er der nok et eller andet galt.

Du kan finde modet til at tale med andre om, hvad der er svært for dig, og hvor du er i tvivl om alle de forvirrende vilkår, der findes i den voksne verden, du er på vej ind i.  Du kan huske, at de voksne vil dig det godt, og at de nogle gange – bare af og til – rent faktisk har ret, fordi de har mere livserfaring end dig.

Du kan gå forrest blandt de venner, som du stoler nok på, og slå et slag for droppe de indbyrdes præstationskonkurrencer og trofæfremvisninger.

Du kan stoppe med at sammenligne dig med nogen, som er meget ældre end dig, og du kan lade tingene tage den tid, de tager.

Hvis du stod af under min opremsning over alt det du selv kan gøre, så har du ikke hørt hvad jeg sagde som det sidste: Du skal lade tingene tage den tid, det tager. Sådan er det bare. Ting tager tid, og du må finde dig i at øve dig, hvis du vil være bedre til noget – det gælder også at indstille jagten på det perfekte.

Jeg kan ikke love jer, at alle vil tage lige godt imod de ting, I vælger at sætte i gang, men jeg kan love jer, at et liv fortrinsvist i det mentale midterspor er lettere at leve end et liv i de følelsesmæssige yderzoner. Jeg kan også love jer, at hvis I bliver ved med at gøre det, I plejer, så får I mere af det samme. Hvorfor ikke satse lidt i stedet?

Nu er jeg jo forfatter, så derfor skal I selvfølgelig også have en boganbefaling med her til slut. Det er en bog, som netop handler om jagten på det perfekte.

Hvis du har en ung eller måske selv kæmper mod dig selv, verden og alle kravene, så kan jeg anbefale Ditte Wieses nye bog ’Og så drukner jeg’ – Det er en historie om, hvad konsekvenserne kan være, hvis man falder ud over perfektionsafgrunden.

”Er der også håb i den slags fortællinger, og for alle dem, der higer efter det perfekte?” tænker du måske.

Selvfølgelig er der det.

Uanset, hvem du er, så kan du gøre noget selv, og det behøver ikke at være pompøst eller epokegørende. Start i det små, prøv dig frem og send de gode vibrationer videre.

Vi har brug for at nogen går forrest i at afskaffe jagten på det perfekte.

Vi har brug for hverdagshelte.

Og du kan være én af dem.

Tusind tak for jeres tid – det har været en fornøjelse at være jeres båltaler i år.”