Sankt Hans 2021 – læs båltalen her
Også I år stod Fly Aktive Kvinder for byens Sankt Hans-bål og der var mødt en masse voksne og børn op i Fly Eventyrhave for at nyde det gode vejr, se bål og synge fællessang. Båltalen stod Heidi fra FAK for og hvis du måtte undvære arrangementet i år eller blot stof for langt væk til at høre Heidis sprøde røst, kan du læse hele talen her.
Vi takker for at godt arrangement.
Båltale 2021
“Sidste år, blev vi præsenteret for Fly-heksene, som levede og regerede i Fly for mange, mange år siden. Det som ganske få ved, er at heksene udover Mosekonen, kaldet Flæskekonen, også havde nogle andre venner, som de levede side om side med i fredsommelighed – Fly-troldene.
Trolde har gennem årene fået et grimt ry for at de onde og grusomme, hvilket der også er nogle trolde der er – specielt bjergtroldene, som lever højt oppe i de norske bjerge – men de lever ikke i Danmark.
Der findes mange forskellige troldearter – nogle søde og fredsommelige – andre store og grusomme. I Danmark er der få Troldeklaner tilbage – Vi er så heldige at have en klan i Fly – dette er af arten Skovtrolde.
Når Skovtrolde bliver gravide, går der flere år inden de føder ungen – faktisk er de gravide i 7 år – i sjældne tilfælde kan det ske, at der fødes tvillinger, hvilket er rigtig godt for troldebestanden.
Skovtroldene går i hi, hver vinter fra oktober til april – her sover de i huler under jorden i skovene. Når foråret kommer, vågner de og begiver sig udenfor. De bruger dagene på at lege, drille og samle mad i naturen. Skovtroldene værner meget om naturen, og passer godt på den og specielt dyrene. Hvis de ser et såret eller sygt dyr, så passer og plejer de dem; de laver urteblandinger for at hele sår. Skovtroldene er rigtig dygtige til at bruge naturen og lave forskellige helbredende salver og drikke. Dette en nødvendighed for deres egen overlevelse og mange af de færdigheder Fly-heksene havde i henhold til dette, har de lært af troldene.
Skovtroldene spiser ikke dyr. De lever af, bær og rødder og er der en mark med kartofler, majs eller roer tæt på deres skov bliver de rigtige glade – så er hele sommeren redet og de kan bruge endnu mere tid på at lege og drille.
Som I kan se, har nogle af drengene køller; disse bruger de ikke til noget farligt og for at skade nogle – de er faktisk kun for syns skyld og til leg – for som sagt, så elsker de at lege. Og her kan drengene godt være nogle vildbasser og til tider leger de at de er store farlige bjergtrolde hvor de kæmper mod hinanden (uden af gøre skade på hinanden) .
Når man som Troldemor har ni troldeunger i lømmelalderen, er der nok at se til. Ungerne driller hinanden – laver unoder – leger – de er tit uenige – det er faktisk kun når de er ude på unoder at de er enige.
Men denne gang er det gået for vidt: ungerne, som er meget nysgerrige, har set at der gang i noget nyt i Fly. Der bygges, graves og store maskiner kører frem og tilbage i dette område, hvorfor det er rigtig svært for troldemor at få dem med hjem i skoven igen. Derfor har Troldemor kontaktet os for at hjælpe hende med at finde dem igen – heldigvis har vi i Fly så søde børn og voksne som altid er klar på at hjælpe, så de er alle fundet igen – hvilket troldemor er rigtig glad for.
Ungerne har fortalt troldemor, at de har hørt der skal laves en eventyrhave i Fly. De syntes det lyder som et dejligt sted, og vil gerne kikke forbi engang i mellem – så hvem ved, måske får de lov til at lege i eventyrhaven, når engang den er færdig – vi må holde øje med dem.
Det er vigtigt at huske på at Trolde ELSKER naturen – specielt blomster – så hvis I vil gøre dem ekstra glade så pluk gerne lidt blomster til dem.
God Sankt Hans!”
You must be logged in to post a comment.